O. Nicolaissen- Fra Nordlands fortid - 1889 - del IV

 

Fra Nordlands fortid del IV

 

Sagn og historie af O. Nicolaisen, 1889

 

Sid 87

 

….IX

Nordland og finmarken som förvisningssted

 

Nordlands og finmarkens historie har der varet et tidsrum, som nordlendingen mindes med bitterhed, et tidsrum, da man giorde dise landsdele til forvisningssted for mennesker, der ifölge lov og almindelig retsopfatning enten skulde have sit liv forbrukt eller settes til livsvarigt strafarbeide, men som ”af högkongelig naade allernaadigst blev skänket livet og bendömte til de nordlanske fiskeleier”, som det heder i datidens sprog.

 

Verken i Norges selfstendighetsperiode eller i de förste aarhundreder efter föreningen med Danmark hade man et sligt syn paa dise nordlige landsdele som det, der viser sig i Kristian V:s lov, 6:te bogs 13de kapitel. I fölge dette lovbud blev Nordland og finmarken med et penneströg giort til et slags dansk-norsk Sibirien.

 

Det var eneväldens tidsrum forbeholdt at omskape Nordlands og finmarkens fiskever, hvor bygdealmogerna med flid og udholdenhed slet for sit ärlige udkomst, til fristeder for tyve og skörlevnere. En af landets vigtigaste og for disse nordlige landsdele oundvarlig närings vei, fiskeriet, blev ved dette lovbud og de deraf fölgende senere bestemmelser, man kan trygt sige nedvärderat og vanärat.

 

Snart dömmes en ”til at arbeide i jern paa et af fiskeleierne i finmarken”, snartr finder man det overmaade tjenligt for ”Omgangs” fiskevär, at folk, som for leiermaal og tyveri var dömte til Trondhjems fästning og tugthus, blev sendte til nävnte fiskevär for at ”peuplere” (=befolke) stedet, der ligesom de omliggande fiskevär laa helt eller delvis öde, og blive til dygtige sjöfolk eller skydskarle mellem Öst- og Vestfinmarken.

 

Dog skulde ikke de grve tyve, som var dömte til livstid, sendes did; man frygtede viselig for, at de ”der vel ei forbleve, men vilde muligen forföie sig hen til de steder, hvor de kunne öve deres forrige hanndverk”. Paa flere steder i finnmarken var folkemängden aftaget i en foruroligende grad, en uundgaaelig fölge af det ödeläggande handelsmonopol, som i det tidsrum tyngede saa haardt paa denne landsdel, og skaden skulde nu oprettes ved at sende tyve og kjeltringer didop.

 

I 1751 bestemtes det endog, at der hvert aar skulde sendes en del af de i Danmark til livsstraf dömte förbrydere, didop for at ”peuplere” landet, en bestemmelse, som forresten ikke blev fuldt gjennemfört, da man frygtede for de ”flette fölger for indbyggerne”, hvis man gjorde for meget af det gode.

 

Snart er det en matros, som har stjaalet ombord paa hans Majesteds krigsskip, som skal sendes didop, snart er det fire sölvtyve faa Kongsberg, som i finnmarken skal gjöre pönitense. Snart er det et par glade kjöpenhavnere, hvoraf den ene har varit Kongens fuldmägtig og i denne egenskab har gjort sig skyldig i falsk, den andre kongens tjener og derunder seet leilighed til at stjäla paa flottet; den förste dömmes til at have ”forbrudt haand, äre og boelslod” (odelsjord), men begge benaades med at sendes op til egnene omkring Nordkap, landskaper, som for datidens kjöpenhavnere sandsynligvis stod ligesaa afskräkkende som Sibirien i vor tid for en mand fra St. Petersburg.

 

Disse to sistnämpte syndere giorde forresten stort opstyr i sit nye hjem, idet de klagede over baade kongens embetsman og betjente, saa at disse bad sig fritagne for slige mennesker, der ikke var vante til sjöen eller til arbeide og ”altsaa saldt handelen og det almindelige til byrde og forstyrrer orden og god rolighed der i landet”. Omsider bliver da klagemaalen over det-----, saa höisöstede at styrelsen ser sig nödt til at raade bod paa ondet og erklare, at finmarken skal vare fri for de forviste, som ” havde varet indbyggerne en trykkende byrde, saa at det vil blive landet en lettelse at fritages for slige folk”.

 

Nu skulde man tro, at de styrende var blevne kloge af skade; men der maate flere feilgreb til; thi det samme kongebud af 10de september 1784, som fritager finmarken for den slags folk skal nu sendes til – fiskevärerne i Nordlandene”. Dette distiks fiskevär var i tidsrummet fra 1685-1784 vistnok ogsaa bleven betänkt med individer, som havde gjort sig fortjente til mestermandens behandling eller Trondhjems fästning, men ikke i den grad som finmarken.

 

Ifölge hin bestemmelse skulde det nu faa en rigere tilgang paa forbrydere baade fra Bergens og Trondhjems stifter. Det er en selvfölge, at et saadant udskud maate have en förgelig indflydelse paa den nordlandske befolkningens moralitet. Kvindepersoner, som var dömte til ”at tiene i finmrken for kost og kläder i 3 aar”, förte der et höift forargeligt liv. Men alligevel antog man paa höiere steder, at kvinderne deroppe burde lyksaliggiöres med en aarlig sending af et par delikventinder fra Bergens og Trondhjems tugthuse, forat disse kunde lära fruentimrene i finmarken at spinde og väve.

 

-         Först 1810 blev der gjort en forandring i disse lidet tiltalende forhold ved bestemmelsen om, at forbrydere skulde udsone sin bröde i strafanstalterne og ikke paa de nordlandske fiskevär. Flere af de embetsmänd, som blev sende hidop var nu heller ikke af Vorherres beste barn. Folk med en alt andet end pletfri fortid og med flette eksamenskarakterer skulde i disse nordlige egne giöres bod og bedring for en  mindre vel anvendt ungdomstid. Skudsmaalet ”vix non, med dog ei ubekvem til et lidet kald udi Nordlandene”, som en kandidat fik, er betegnende for datidens anskuelse om Nordlands befolkning.

 

(Här följer nu ett par prästattester för personer, som var dömda till de nordländska fiskevär (Dessa går att läsa på sidan 90 av boken, härunder visas en del av den forntida texten).